Jeg nynner altid

eller synger

aner ikke hvad - eller hvor

det kommer fra

senderen ukendt

men hjertet bedres

de små vibrationer breder sig

opbygger et og andet

gående i skoven ser

jeg døden i øjnene

må se opad

for døden er høj

meget høj

hvad andre end jeg ved

men jeg møder hans blik

krydsende mit - underfundigt

smilende

han er min ven

og vi følges, altid

Ligger i nattens dyb

hænderne foldede

og livsglæden bli’r til en bøn

til en tak –

ikke for at være den, jeg er -

men for at være

mit hjerte

dette tikkende ur

er endnu trukket op

eller rettere genopladet

og det trommer rytmisk

lytter

mærker trygheden

og stille sover jeg ind

mens jeg fjernt hører

et amen.

Der er nogle, der kalder hende "Moggen" -

hende derhjemme - ikke min kone

men bare "Konen"

måske endda "Kællingen"

eller "Hende, jeg deler seng med."

Enkelte vrænger  "Husbestyrerinden"

"Dragen" - "Frikadellen" - "Madammen"

til nød "Skattebassen"

men oftest noget med ”Varanen” - ”Hyænen”

og det sker, jeg hører "Min Hustru"

og fra ældre måske "Min Viv."

Betegnelserne er mange

og ordvalget taler altid /

ret fortællende/ måske endda

om et helt liv.

Jeg har altid kaldt hende af min:

"Mit livs elskede."

Måske derfor er jeg

en glad mand !

At høre denne musik - jazzen

fra fyrrerne

gi’r mig minder

gi’r mig tanker

altings forgængelighed blomstrer op

sindet absolut melankolsk

for jeg véd det jo, jeg skal dø

men - men

jeg vil have minderne i behold

fødtes i et godt år

oplevede alting

og så det ske

er nu vidende om

at det ikke sker igen

hverken for mig

eller for andre

så dette strejf af depression

rammer sindet, sagtmodigt

lytter til fortiden

og den indre Jeronimus

der fortæller om fattigdommen

den åndelige

der har ramt verden

igen og igen

og alle de blinde ser intet

de døve ej heller

men måske enkelte andre

mens jazzen swinger

og mit hjerte slår den rigtige takt

kender det, der er foran mit ansigt

så alting åbenbares

sælsomt med denne vished.

Hverdagen kan være så pragtfuld

fordi du  bor i mit hjerte

og mine gøremål er simple

denne stille nydelse ved at ordne vasketøj

og høre musik af Mascagni

mens hjertet dunker i takt

og favner alle disse romantiske operaer

hvor dramaet vender sig til det bedste

jeg synger næsten altid

til tider dog i tavshed

men mit hjerte synes fyldt op

melodier fra alle tider

modtaget Gud ved hvor fra

men altid parate til afspilning

fordi du er til

Den første i år

ej heller den sidste

forhåbentlig.

Søgte i køleskabet

jammergodt

så nu starter jeg julen

og drikker den af nissernes glas

mens jeg hører Mozart.

Har to nisser

som hvert år kommer ud til Jul

små er de

og står indespærrede i et ølglas

i vitrineskabet

så de kan se ud og, som jeg, længes

efter ny fødsel i december.

Efter Jul kommer de ind igen

og vil stå dér – seende

og minde mig om det glade budskab

at et barn er født.

Faktisk er det længe siden

jeg selv blev født

mindes det svagt

også dengang blev der spillet Mozart

så jeg mærker altid denne vibration.

Ikke så sært, at det ofte er Mozart

der hælder liv ud over sjælen -

ikke blot min -

men også i min boligs mange rum.

Løfter stille mit glas og hilser

på nisserne og Mozart.

Det sker

at jeg ikke er til stede

at jeg er gået ind i den anden eksistens

ikke kun for at være i fred

men også for fordybelsen

og for at kunne se ud

ikke blot på mig selv

men også de andre

især på dig

du, som søger den anden eksistens

men som ikke kan finde

fordi du ikke tør tro

ikke tør fortælle om dig selv

ser dig måske tydeligere herfra

og måske skulle du folde dig ud

vise dig selv frem

åbenhed

skønhed

du har jo det hele

men mangler lidt mod

stille sidder jeg i mit skjul

og ser, at du langsomt, langsomt

nærmer dig et indre lys.

Véd, at du kan skinne

i mørket.

 Vælter min gravsten

og stikker kraniet frem

hovsa - det er jo vinter

så jeg smiler

troede jeg skulle spire frem

sådan, listigt, et tidligt forår

men ak

pudser blikket en smule

glasset synes søvnigt

en mærkværdig fornemmelse

så jeg fniser

puster til frostsneen

skræmmer nogle uskyldige fugle

og undskylder.

Senere vil jeg gå på vandring

og finde mad

sprede solsikkefrø og guldkorn

mens  jeg lister fra gård til gård.

Kierkegaard, altså

for han vidste noget -

især om gentagelsen

glad og lettere kølig står jeg op

og hilser venligt alle disse fugle

og endnu et liv.

Gentagelsen er visdommens fader

så lad mig dog blive klogere, nu

da jeg er vågnet igen !

"Mærk verden" skrev han,

den Nørretranders,

og hører mig selv sige det samme

til dig kære datter.

Mærk verden, mærk dig selv

og gå på opdagerfærd

i dit indre - og se

dér til venstre, foråret

til højre, sommeren

lige ud, efteråret

og bag dig en vinter -

måske.

Gå - og find dig selv

ved din sjæls store hav

hvor du skriger primalskrig

eller

måske i din sjæls himmel

hvorfra verden ligger under dig

eller under for dig, hvis du vil.

Gå, mærk verden, mærk dig

men stå også stille af og til

for at smage på eftertanken

og flyv så igen, bevæg dig, flyt dig

ikke fra dig selv,

altid skal du være med,

men fra fortiden, de gamle erfaringer

fordi ingen veje fører tilbage til livet

som det var engang.

Alle veje fører frem mod liv

-

dit liv !

Kærlighed er ikke

når du kommer og rydder op

jo - det er det også

men det er mere end det.

Er når ét eller andet bare er

er betingelsesløst

som tilgivelsen

som kristendommen har

hældt ud over os.

Begæret har ingen betingelser

det er der altid

og man lever med det

fordi det netop ikke er kærlighed.

Kærlighed lever man ikke med

man dør med den

lykkelig

fordi den er evig

når man endelig kender den.

Derfor er jeg altid tryg

når mørket

og alle disse sanser

sniger sig ind

og rører ved min følsomme hud

altid er min elskede nær

selv om vi ikke er sammen.

Sidder her

som bag nedrullede gardiner

men ingen gardiner

kun mørke

og denne storm på vej

ude og inde

mit sind har allerede rejst sig

laver bølger

og de indre træstammer

svajer

gnider sig skrigende mod hinanden

så lyden synes varm og lugtende af afmagt

ruderne er mørke – overalt

men nogen synger dog

et eller andet sted i det fjerne

det skurrer, nærmest skingrer

en gråd presser sig på

en trang efter at kaste sig ud

i bølger – i vanvid

til alle lydene bli’r borte

og freden igen sænker sig

hader optrækkende storm

og tør næppe løfte mit blik mod horisonten

fremtiden er så langt væk

nutiden endnu længere

dette her er ikke godt

og mine hænder søger efter knapper i mørket

kontakter

så jeg kan delete mig bort -

borte med blæsten

hovsa ……………………………

Sætter tempoet ned

og spiller derfor musik fra en anden verden

swing - jazz - blues

finder kanaler med guldgruber af sundhed

1930 - 1940 og lidt fra 1950-erne

straks bli’r græsset grønnere

pigerne fuldbarmede på en helt speciel måde

for også de swinger

og drømme om, hvad der ellers måtte gemme sig

genfødes i mit foryngede indre

ser billeder for mig med kvinder spredt ud

over nyklippede plæner og

træhusenes verandaer står med tomme gyngestole

fordi alle er ude

men inde fra husene tonerne fra Benny Goodman

der spiller ” And The Angels Sing”

og det gør de så

mens solen skinner - også i mit hjerte.

De fleste kan ikke lide den
fordi den er grå, regnfuld og kold
ud over at mørket 
også har sænket sig.

Stilheden er livets essens

alene med dig selv

alting kommer til dig

verden - Gud

altid denne nærhed

gemt - i stilheden

en tavs hvisken

en budbringers blide berøring

når du ligger dér

alene og lykkelig

i nattens mørke

    (Med tanker til Pascal)

At være alene

binder mig

til min elskede.

Véd jo, at jeg kan forlade

dette selvvalgte territorium

hvor tankerne fødes

blandt andet

fordi længslen altid lever.

Kærlighed binder

når man er fri

problemerne bli’r borte

når man er alene, men

kun hvis kærligheden

bor i dit hjerte -

og i den andens med.

  (Med tanke til både

  Grundtvig og Pascal)

Arrede trappetrin i mørket,

hvor sjælens spor snubler

igen

minderne bringer dig til fald

til en kvæstelse

med negle

som kradser i blodet

på indre vægge

i din sjæls højborg.

ekkoet fra lyden rammer

de våde vægge

fortæller om sælsomme

eventyr

som ikke bliver genfortalt

Be´r for dit liv

at du må finde det.

Liv bliver undertiden væk

inde i én selv

så man får sig forvildet bort

fra det

så man igen må starte

eftersøgningen.

Dette dyb, hvor det er født

hvor det bor

du véd, hvor det er

hvis du søger langt nok ind

eller er det ned ?

Sært, at man sådan kan gå sine egne veje

og blive borte fra sig selv !

Sært også, at det ikke nytter at vende om

fordi dér ligger livet ikke og venter.

Det ligger jo dér

foran dig

Dér,

hvor du glemte det sidst.

Tænk over det, du tænker over

hvis du da etc...

og ikke bare lader dig underholde

slave af elektronikken

dit ansigt foran en skærm

det meste af tiden

computer, TV, andre muligheder

mens der mailes, sms'es, søges,

ses, ses og atter ses

deltages i underholdningens masseflugt

alt søger du efter, febrilsk

alle vegne på nettet, der Googles

søges igen og igen

kun ikke efter dig selv

hvilket ville være væsentligt

søger og du skal finde

og prøv at være til stede

især i dit eget nu - i dit liv

sluk for lortet

lær at se, lytte og især at fundere

du skal undre dig en hel del

og find så dig selv

fantastsk udgangspunkt for væren

og for at være det, du er

og du er noget - du er dig

noget som altid følger dig

skyggeløst

måske havde du bare glemt det

Osceola tænkte hun

og så turde hun skrive

mens papa klappede

og røg på fælles fredspibe

med denne høvding

men ordene fløj fra den lille

magasinerne gullige blade fløj

over sletterne

hjemrejsen sikret

Dinesen genfødt

og denne Pierre allerede følt

under den tynde hud

hævnens veje - gengældelsens-

øje for øje - tand for tand

og bibelen på natbordet

mens eventyrene vrimlede ud

skabe og skovstrækninger åbnedes

og forsøget på kærligheden blev fatal

længsel efter frihed blev til

baronessetitlen og

sygdommen til døden

men meget og mange skulle ristes

inden

ud og hjem - ude og hjemme

mens ordene altid flød med

underfuld rigdom

og

magtfyldte billeder

mens magtfulde beslutninger

blev taget

ligesom skud blev løsnet

bånd blev løsnet

ånd blev til flyvende papir-vinger

der fløj over verden

mens også du fløj

 han fløj og forsvandt

løverne lå på hans grav

ventende

men du - du lever stedse

Storyteller !

Gumpetung står man

bundet

ikke blot til sig selv

men også af

denne fornemmelse

jordbundet fugl

udbredte smertende vinger

tankeflaksen bort fra jordens

dræbende hårdhed

ikke blot du kender den.

Og alligevel lever vi

i håbet om at kunne flyve.

Sært egentligt

at vi ikke flyver lidt mere

dér, hvor vi er.

Friheden flyver jo

i dit eget indre  

og rejser man for flyveturens

skyld ?

Puccini
mine nakkehår ændrer stilling
armene er for længst strittende
gåsehuden bredes ud
toner og sang kalder på mit indre
på undergangen - på sorgen
på kærlighed til døden

og de dør, som du
og som jeg

måske er det derfor
at jeg altid græder til Puccini
fordi sandheden fortælles
om livet - om kærligheden
og forgængeligheden

véd godt, det er popmusik
klassisk - men alligevel

smerten bor i kærligheden
i den lykkelige
såvel som i den tragiske

til døden os skiller 

hjertet glemmer ikke så let
og hans operaer giver ekko
i mine indre sale
der alle er i rødt

i al fald i aften.