Fra 2014/15 og 16

Efterhånden går det op for mig,

jeg når det ikke –

alt det, jeg gerne vil nå!

 

Skidt med de fremmede steder

og det store udland,

for jeg er en hjemmefødning,

hviler godt på mit sted, på landet

og ikke mindst ”i landet” –

 

nej – det er bøgerne, det er galt med!

 

Alle de bøger, jeg gerne vil læse,

eller læse igen, for at lære og genopfriske –

dels erindringen,

men også alle disse oplevelser,

alle disse billeder, som bor i mig,

men som er udviskede, efterhånden.

 

Måske er de endda forvrængede,

men det gør dem ikke ringere,

for det hengemte lever i mig,

farver mig fortsat og glæder,

som når jeg ta’r en bog frem,

klapper den nænsomt, blader lidt,

henter strofer og til tider ser

med stor undren på det,

jeg har fremhævet, streget under.

 

Er det virkelig mig?

men det er det, og jeg véd det,

at jeg er blevet farvet, påvirket,

og det er det skønne ved at læse,

man lærer af andre – af andres tanker,

der strømmer igennem det, man selv er

og er blevet, så det kombineres.

 

Lag på lag af viden bygget op,

og jeg er mig bevidst, at engang

forsvinder denne sum;

 

men indtil da vil jeg læse/videregive

og fortælle andre, at de skal gøre det samme,

så – LÆS – livet ligger gemt i bøger!

 

 

Gad vide hvorfor jeg nu småtuder
igen?

OK - véd det godt,
hører sange fra 40-erne,
besættelsestiden,
og det rammer mig, alt det
som er væk.

Stemninger, der aldrig kan opstå igen,
den renhed og enfoldighed, der var,
længslen efter det - og den - eftertragtede
og kampen for at få ønskerne opfyldt,
den helt nødvendige kamp.

Alt dette sammenlignet nu nutiden,
med kulturen i dag, får mine tårer frem.

Alt for meget er druknet i velfærd,
krav, ulidelig lethed og selvfølgelighed!

Der skulle kamp til, dengang -
og det skal der også nu,

men det er en hel anden,
og den er allerede tabt!

Det væsentlige for mennesket er indsigt

 

Underligt, at vi ikke lærer
ikke forstår historien,
de store tænkere og filosoffer.

Alt træder vi under fode
i håb om at spare,
og hvad vil vi spare på –
- på indsigt
- på undervisning
- på udvikling,
- på næstekærligheden.

Fjenden er jo uvidenhed,
men ”de” vil ikke se det!

Fordummelsen, der breder sig,
livskvaliteten, der forringes,
hadet, der gødes konsekvent,
og vi mennesker, der står med skovle
i vore fremmedgjorte hænder
og venter på den endelige ordre:

”Grav nu jeres egen grav færdig!”

Vi har været dømte længe!

(Med vemodig tanke på Sokrates)
.

 

 

"Dagspressen er det onde princip i den moderne verden."

 

Det skrev Søren Kierkegaard i 1847;
men jeg véd nu ikke rigtigt, for hvad skal man tro?

Der var dette med ét minuts stilhed forleden -

og sandelig -


på P1 sagde speakeren: "Rådhusklokkerne TIEDE"
altså tav de ikke, hvad de burde have gjort,
og jeg så på BT's netavis, om en terrorist,
at "han havde LEGET en bil."

Håber, at skolereformen slår igennem,
så folk lærer om ord, stavning og retskrivning -
og måske burde adgangskriteriet strammes -
ikke for dem, der skal have indfødsret -
(De skal nok lære det til sidst)
men for folk, der vil være journalister.


Så ville de måske opnå evnerne til at revse, være kritiske, 
måske endda onde, som Kierkegaard mente 
for meget længe siden!

Standarden er dalende - ikke blot i dagspressen,
og i radioen, men også visse andre steder.

Stol ej heller på stavekontrollen,
men lær, hvad der er korrekt -
det ville klæde sproget en hel del,
faktisk alle vegne!

Dog bør vi overveje, om Kierkegaard ikke havde ret!

Jeg ser den moderne storby som et fængsel,

som en anstalt, hvor farer lurer overalt.

 

Tremmer af mennesker burer mig inde,

husene bøjer sig truende over mig,

volden venter på gader og stræder,

rundt om hjørner, på spillesteder,

på steder, hvor folk samles –

måske endda om guldkalve!

 

Flugtveje forekommer at være vanskelige,

livet generelt, synes mig goldt,

ja ligesom uselvstændigt,

for det er svært at finde sig selv,

når det meste er underholdning,

tomhed, stræbsomt fyld

før den død, som ingen vil tale om,

men som kan komme uforvarende.

 

Måske på et splitsekund – som en skudsalve,

så man dør uden at vide, hvad livet er –

eller kunne være.

 

Det leves andetsteds, hvor man dog også dør,

men det synes mig, at man har levet,

når man ikke er spærret inde,

når man kan ånde frit, når luften er ren,

udsynet stort – i alle henseender,

og latteren tiest er af glæde –

 ikke over pinlige vitser og tom og plat satire,

som den serveres i TV.

 

Faktisk lever man dér, hvor politikerne lukker alt ned,

for at sætte menneskene i fængsel .

 

Der er oprør på vej, har jeg hørt!

 

Ubalance

 

Det er længe siden,

at jeg opdagede ordet

foruroligende.

 

Nu spøger det i mit indre –

i hjerte og sjæl

og i intellektets krinkelkroge.

 

Der er en ubalance i verden,

og den vokser!

 

På efterårsrejse med Nornerne

Rundt om os ændres naturen
tingene - livet går lidt i stå
efteråret kommer snigende
farverne ændres

løvet lyser, gult - rødligt - brunt
og visse former for græs strækker sig
med nye farver i lys og mørk okker,
magre og udtjente, mod den blå himmel

jeg får trang til at lave akvareller
der måske også kunne genskabe dufte
egebladenes krydrede, svampenes underfulde

og lyd

fuglekongernes sarte stemmer
der akkompagnerer alle tingene
fra gemmerne bag buske 
med brombær og slåen.

Sætter mig på en stub
og mærker alle disse tanker
om det forgangne - men især det nærværende
fordi det kommende gemmes langt bort

hvorfor tænke på nøgne træer
mangel på fuglestemmer og på sne og kulde
nu, hvor farver og duft går op i denne højere enhed
som er efteråret.

Rejser mig fra Nornernes verden
og går hjem - rigere end før.

 Forslag til en ny salme for voksne, der IKKE bor på landet!

Sidder du i larm og trængsel

(Mel: Giv mig gud en salmetunge)

1)

Sidder du i larm og trængsel,

føler du byen som et fængsel,

mangler du ro i dit liv?

Tænker du sagtmodig på døden,

når du ser mod morgenrøden,

mangler dit liv perspektiv?

2)

Søger du en ro i sinde,

er der en fred, du ej kan finde,

er du lidt fortabt?

Er du ensom blandt de mange,

føler du dig sky og bange,

så er grundlaget skabt. 

3)

For du gemmer, dybt i dit indre,

det som alle smerter kan lindre,

nemlig hjælpen fra Gud.

Søge skal du, hvis du vil finde

frem til roen dybt i sinde,

lær at kende Hans bud.

4)

Gud er med, hvis alle ting svigter,

glem du dine stressende pligter,

som af tomhed er skabt.

Lær at du kan ændre de dage,

du har gjort til selvskabt plage,

så de ikke bli’r tabt 

5)

Fold i stilhed dine hænder

når en tak til Gud du sender,

skønt dit liv er svært.

Kend den frihed du får givet

ved at sige tak for livet,

du, trods alt, har kært.

6)

Kend at alle disse dage

hvor du føler trang til klage

og går rundt og si’r ak;

tæller med på regnebrættet,

at de aldrig bliver slettet

i dit livs almanak.

7)

Find din Gud og stol på troen,

så du finder frem til roen

midt i storby og stress.

Alle ting kan ikke forklares,

dog det sker, det åbenbares,

tro på Gud gør tilfreds.

 

 

 

 

 

Dette med at tage en hat på!

 

En abe bli’r ikke til et menneske,

når den ta’r en hat på;

men det omvendte er tilfældet –

af og til –

funderer immervæk på dem

der pludselig gør det.

 

Nogle af dem ta’r jeg hatten af for,

selv om jeg ikke går med én.

 

Nævner ingen navne.

 

Men inderst inde véd jeg,

at min egen hat allerede ligger

på hylden ude i entreen.

 

Et eller andet indsniger sig

med alderen.

 

Smiler underfundigt,

for engang imellem

skal man holde hovedet varmt

for at holde det koldt!

 

 (Ingen siger dog, at

  det skal være en JA-hat!)

 

Resterne af sommeren ses alle vegne -
ikke blot på det ene site efter det andet;

mangfoldiggjorte, som de visne blade,
der allerede farver jorden udenfor.

Facebooks mange veje og stier dækkes -
og dækkes så igen, så læserne kan blade,
vende det ene blad efter det andet -

søger - og du skal finde det,
du allerede kender
og som er i forfald.

Efteråret er på vej!

Søndag

 

Jeg er vild med fred -
søndagsfred –

 

ingen kaglen - ingen krav


kun Mozart,
brændeovnsvarme
og gode tanker!

 

Se det er søndag - på landet
og på denne matrikel.

 

Råb - mens Billie Holiday synger blues

Der er alt for mange råb

inde fra mit hoved

alt for meget, der vil ud

fordi der er fyldt op, fyldt på

gennem alle mine år.

 

Kan mærke det - vil ikke tage mere ind

for råbene må ikke vokse til skrig

for skrig høres ikke.

 

Sagtmodig tale er bedre,

så stilfærdigt vil jeg fortælle,

i ny og næ, om værdier, der blev borte

om tåbeligheder – og om dans –

dans omkring guldkalven;

som mange nok aldrig har hørt om.

 

De gamle fortællinger er væk,

troen er væk, miraklerne nedtrådte,

og intet fantastisk er sat i stedet,

med mindre det skulle være tomheden,

vækstens forbandelse

og den overfladiske viden.

 

Google er den højeste

og glimrer med sin udnyttelse af alle

vi tror - ja som vi da tror,

mens en vedtaget tåge bredes ud

for at beskytte folket mod sig selv.

 

Var det endda Brød og Skuespil

fodbold, værtshuse og TV, men nej

det er nærmest uvidenhed koblet

med tankens forfald til underholdning.

 

Febrilsk prøver folket at knæle for X-Factor

men Gud er noget helt andet;

prøv ham inden du bli’r væk

og Han med!

Minder om jazz

Lyden bringer mig tilbage, 
også jeg var yngre engang,
dengang
hvor der stort set kun var jazz;
men hvilken

hører Louis Armstrong nu
og mindes,
hvordan det swingede,
hvordan salen kogte,
hvordan det lugtede,

deodoranten var knap nok
opfundet,

og pigerne lugtede af det, de var,
hvad de gemte på,
og vi drømte om listige favntag
derhjemme på værelset,

mens ikke blot Louis spillede
men også Duke Ellington,
og Billie Holiday måske sang om vemod
længsel, kærlighed og berøring.

Vi turde næsten ikke røre
men vi gjorde det
og fik vores ilddåb til jazz.

Blues var det bedste!

Om tidens dårskab

 

Kan godt tude over vores dårskab

især grundet overforbruget

for slet ikke at tale om misbruget.

 

Især af ytringsfriheden

som vi forvalter tåbeligt.

 

Hovmod har altid stået for fald,

og gør det stadigt,

fordi vi er så ubegavede,

fordi vi udnytter de svage,

fordi vi misforstår, hvad frihed er.

 

Men jeg græder også over mishandling,

af mennesker - især børn - og af dyr,

som vi opdrætter for at please moden,

pengemændene  og –kvinderne,

så de kan udstilles på forsultede

og afkræftede ungpigekroppe.

 

Det jeg væmmes ved er dumheden,

at vi ikke ser hovmodet,

ikke lærer af historien.

 

Føler, at min kvalme vil blive konstant,

så jeg vil ty til den landlige idyl

og gå udenfor.

 

Duften af GYLLE er livsalig,

på en forårsdag!

 

Vil glemme min samfundskvalme

for en kort stund.

Mangel på behov

 

Herude kan vi bruge hovedet

har ikke det store behov

for evindelig underholdning

 

hvem gider at se TV-serier

for det er ikke der, livet er

 

det er lige her, midt i udkanten

vi flygter ikke fra virkeligheden

lever i den

 

tåler endda naboens børn

hanernes galen

og lyden fra de toptunede knallerter

motorsave, ulovligt fyrværkeri

og meget andet muntert.

 

Dog bli’r vi harmfulde over uretfærdigheder

som diskuteres indgående

både samfundets og sognets

 

de sidste er de morsomste

men – vi melder ingen

men bruger humoren

 

et godt våben!

Kunne ikke leve uden

Jeg kunne ikke leve

uden papir, pen

og kamera

i min nærhed

i hånden - i lommen.

 

Vil have, at intet smuldrer væk,

fordi tilværelsen er så rig,

 

så jeg dokumenterer,

skriver, maler, fastholder

og frem for alt - ser jeg;

 

fotograferer, tegner skitser

og gør ting til evighed  - til liv.

 

Skaber lidt udødelighed

og et sagafyldt eftermæle

 

og dog er jeg hverken Islænding

eller død – ret rart!

Hybris

 

Når jeg bli’r for meget

går jeg ud i natten

ind i mørket

erkender min lidenhed

 

ser på stjernerne

hører evighedens stille pust

som en sfærisk musik

der glider ind i min hjerterytme

 

for mit hjerte banker

skælver endda

når jeg står der i mørket

og mærker min lidenhed

 

rart at være en lille brik

men dog en part

af evigheden

 

nynner, da jeg går hjem.

Opstandelse

 

Det er rart - er opstået

ikke fra de døde, men langt væk fra
hvor livet bare var en tanke
og farverne – en sammenblanding
forår, efterår, sommer, vinter
det hele var i vand – en akvarel
og alting flød som et vandløb
gennem skiftende årstider

jeg lå bare der og flød med
uden hast – alting stod stille 
inde i min sjæl
og himlens farver skiftede
mens jeg drev under træernes grønne løv

sælsomt

da jeg vågnede stod jeg op
og sidder nu her med et savn

i det fjerne kan jeg høre Lisa Nilsson
der synger ”Säg det igen”

smukkere kan livet vel ikke være!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

26.02 | 18:21

Fantastiske! :O

------------------------------
http://www.kviklantop.com/

...
04.09 | 16:41

Hej Henning! Har forsøgt at sende mail vedr. møde med Y's Menetter,Lemvig, 3/ 18. Er ikke selv på facebook -Petter er!
Vil du checke mail, tak

...
10.06 | 23:52
Et Galleri har modtaget 5
27.02 | 12:44
Små figurer har modtaget 5
Du kan lide denne side